Kildekritik og faktatjek er de seneste år nærmest blevet en folkesport. Heldigvis. For internettet, dagblade og ikke mindst sociale medier er desværre ofte ofre for – og ofte årsag til – ‘fake news’ og fejlinformation. I dette indlæg gennemgås en række tommelfingerregler, der giver dig mulighed for at sortere i den informations-overflod det moderne menneske står i dagligt.

‘Det er svært at navigere i rigtig og forkert i en digital tidsalder.’ Sådan sagde Albert Einstein til Charlie Chaplin under en konference on havregryn i Legoland sidste år. Vi har endda et foto af det.

Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det.

Men hvis færre elementer i udsagnet havde blinket opsigtsvækkende utroværdigt, var du måske hoppet på den.

Og det er kernen i problemet med ‘fake news’, misinformation og alternative fakta.

De er ikke hovedrystende forkerte. Og det kunne være sket, eller det kunne være sagt.

Ofte taler falske nyheder og misinformation nemlig ind i hårde fakta. Og derfor er en stærk kildekritik altafgørende.

Lad os sige, at mit falske startcitat var mellem Albert Einstein og fysikeren Robert Oppenheimer (opfinderen af atombomben). Og at det var sagt til uddelingen af Nobelprisen i fysik.

Så var der ikke lige så mange blinkende alarmlamper. Måske noget med tiden i forhold til den digitale tidsalder, men Einstein var jo fremsynet og verdens første computer stod færdig i 1946. så …

Der er ihvertfald god grund til at have styr på sin kildekritik og tjekke både nyheder, tweets fra politikere og ikke mindst internet-citater flere gange i den tid vi lever i. Så her kommer en række kritiske spørgsmål, som du kan (skal) stille til de informationer, du møder i medier og presse.

Hvad er kildekritik?

Kildekritik er en måde at stille sig kritisk i forhold til udsagn – eller rettere kritisk overfor hvordan et udsagn er kommet til veje. Udsagn kan være fra dokumenter, høringer, personer, undersøgelser, observationer, fotos, etc.. Som konkret eksempel er det oplagt at en politiker, der er valgt på et løfte om lavere personskat, vil argumentere for og fremhæve data, der underbygger en påstand om, at lavere personskat er en fordel for samfundet.

Det kan det være. Men vi er nødt til at tjekke udsagnet og kilderne til hans udsagn.

Derfor må vi stille en række spørgsmål til kilderne til de oplysninger, som politikeren viderebringer og – måske – ikke viderebringer. Hvor er oplysningerne fra? Hvordan er de frembragt? Har der været objektive forskere inde over? Er de behandlet journalistisk? Er der relevante modsvar? Er det erfaringsdata? Kan de bekræftes? Er der brugt en gængs videnskabelig metode til at frembringe dem?

Det er selve udforskningen af kilderne til oplysningerne, der er kildekritik. Grundlæggende undersøges følgende i mange former: Informationens kvalitet, kilders pålidelighed, normerne for videnskab og mediers troværdighed.

Men som du vil se neden for kommer kildekritikken og kildekritisk analyse i mange afskygninger.

1) Er kilden troværdig?

Har du større tillid til radioavisen end til et link slået op på Facebook? Forhåbentlig har du det. Og det bør du også. I det hele taget er kilder, der behandler historier og indhold journalistisk mere troværdige end afsendere, der ikke er underlagt journalistiske principper.

Selvom der er forskel på journalistiske medier — mange vil finde større dagblade som fx Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten mere troværdige end for eksempel Ekstra Bladet eller B.T. — er der som udgangspunkt ikke troværdighedsproblemer med danske mediehuse i Danmark.

Det, der ofte adskiller sig, er vinklingen af historier eller graden af tabloide (personbåret sensationer) elementer i en artikel. Direkte usandt eller ufaktuelt skriver danske medier sjældent. I hvert fald ikke med vilje.

Det samme er sværere at bedømme om andre kilder.

Mange deler links med undersøgelser eller udtaler fra netmedier, der er svære at verificere. Og ofte læser ens netværk kun overskrift og kort ind i en tekst før et link deles på for eksempel sociale medier.

Gør dig selv den tjeneste at klikke dig så langt igennem linket, at du er sikker på, hvem eller hvad der er afsender på en given nyhed.

Det sociale netværk Twitter har indført en slags ekstra mulighed for at udøve kildekritik: Du bliver simpelthen spurgt, om du ikke lige har lyst til at klikke på linket og læse nyheden/artiklen/opslaget inden du deler. Et smart kildekritisk tiltag mod spredningen af fake news.

2) Hvornår er det fra?

Hver gang der er valg til Folketinget eller der er kommunalvalg, deles artikler flittigt. Mange vil gerne styrke deres foretrukne kandidater eller nedgøre andres. Ofte sker det at gamle artikler deles, som om de var nye.

Det er selvfølgelig ikke kun under valgkampe, det sker, men her er det ekstra nemt, at dele gammelt indhold som nyt. Det er det fordi politikere bliver spurgt om snart sagt alt, og at det derfor er nemt, at koble et tidligere budskab sammen  med en nyere debat.

For eksempel blev et budskab fra Venstres Sophie Løhde om at ‘Plejehjem skal ikke være hoteller‘ fra 2016 flittigt delt under Danmarks corona-nedlukning af danske plejehjem i foråret 2020. Det forargede mange, da de ældre på mange måder blev set som ladt i stikken under nedlukningen.

Man kan mene, hvad man vil om udsagnet i 2016, men koblingen var ikke til den såkaldte ‘corona-nedlukning’ af Danmark i marts 2020.

Det ville man nemt opdage, hvis man havde klikket på linket og udført hurtig kildekritik. De var der mange, der ikke gjorde, så historien blev flittigt delt i den forkerte sammenhæng.

Måske med fuldt overlæg, måske af uvidenhed.

3) Er der tale om ‘cherry-picking’ i fakta?

Når man gerne vil have ørenlyd i medieverdenen, er det meget ofte at fakta, udsagn eller data bliver gjort mere simple end de er. Eller sagt lidt bagvendt med et gammelt journalist-ordsprog: “Research kan slå enhver god historie ihjel”. For historierne er ikke altid lige så soleklare, hvis man tjekker efter. Så research er (heldigvis) en potentiel dræber.

Det er ikke helt løgn. Det er i hvert fald ofte at tal eller udsagn, der slår tonen an i en debat eller nyhed har flere facetter end umiddelbart antaget. Det er sommetider bevidst udvalgte tal eller udsagn fra budbringeren.

Når man udvælger tal, fakta eller særskilte udsagn, der bakker ens historie op, og bevidst udelukker andre kaldes det ‘cherry picking’ altså at plukke kirsebærrene, og lade det uinteressante være.

Det er således vigtigt at holde sig for øje, at falske nyheder ikke nødvendigvis er falske, men nærmere halve eller delvise.

4) Sammenhæng eller blot sammenfald mellem data?

Bare fordi noget sker på samme tid eller i en genkendelig orden, er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem tingene. Det er blot et sammenfald.

Vi kan grine af simple kulturer, der anerkendte sammenfald mellem fx regn og dans, men vi er alle meget slemme til at konkludere hårdt på sammenhæng.

I Morten Münsters fremragende bog “Jytte vender tilbage” om adfærd fortæller han om begrebet ‘resulting’, hvilket er konklusioner på ikke sammenhængende hændelser.

Eller rettere: Det kunne have gået helt anderledes med de oplistede forudsætninger, da der er en række ubekendte, som ikke er med i ligningen.

‘Resulting’ minder meget om problemet ved at skabe sammenhæng mellem data, der ikke er der.

Af de lidt mere kuriøse eksempler er der tilsyneladende en stærk korrelation (altså sammenfald) mellem antallet af folk, der bliver gift i Kentucky og folk, der falder ud af fiskebåde og drukner. Men der er næppe en sammenhæng. Den er i hvert fald ikke bevidst.

5) Er undersøgelsen repræsentativ?

Når man laver meningsmålinger op til et folketingsvalg spørger man som regel omkring 1000 personer til, hvor de ville sætte deres kryds, hvis der var valg den pågældende dag. Det virker ikke til ret mange, når man ved vi bor 5.800.000 mennesker i Danmark.

Ikke desto mindre rammer analyseinstitutter ofte overraskende præcis i deres målinger. Med få undtagelser dog.

Grunden til at analyseinstitutterne er så relativt gode til at ramme et endeligt resultat af fx et folketingsvalg er, at de er dygtige til at vælge folk ud, der repræsenterer forskellige grupper. Selvom vi alle tror vi er unikke, så er vi det ikke. Hvis du stemte på Konservative til seneste valg, og til næste har tænkt at skifte til Venstre, og tilhører en særlig demografisk og geografisk gruppe, så er du højst sandsynligt, en del af en større vælgermæssig bevægelse.

Det er grundlæggende kildekritik, at man altid kan spørge til, om en undersøgt gruppe (af mennesker, celler, dyr, etc.) er om de er  repræsentative for det, der bliver konkluderet.

Ingen ville for eksempel købe et argument, om at så godt som alle mennesker kan lide fodbold, hvis kun medlemmer af fodboldklubber blev spurgt. Så hav fornuften med, og spørg kritisk ind til udvælgelsen af massen, der konkluderes på.

6) Kildekritik af studiets størrelse?

Når en læge undersøger en patient, har han, ja, lavet en undersøgelse. Men kun af én patient. Hans undersøgelser repræsenterer altså ikke andre gigt-, KOL- eller nyre-patienter. Det er alment kendt.

Det er dog også alment kendt, at selv meget små undersøgelser kan blive blæst op til at gælde mange mennesker i mange situationer.

Der har for eksempel været stor diskussion af light-sodavand efter dette studie., men hvis man dykker lidt ned i de opsigtsvækkende resultater, ser man, at studiet omhandler syv frivillige personer. Syv personer der fik kunstige sødemidler svarende til et dagligt indtag på 40 dåser sodavand (!).

Der kan således sagtens være noget om, at light sodavand er usundt (det er dog ikke påvist endnu), men dette studie viser det ikke.

7) Er der tale om foreløbige undersøgelser og spekulationer?

En af grundene til at light-sodavand-nyheden kan vokse sig stor, er at mange journalister ‘glemmer’ at viderebringe ordet ‘foreløbig’. Og det giver jo ekstremt vidde rammer for at konkludere.

Mange studier er ellers netop foreløbige. Alligevel glider ordene ‘foreløbig’ eller ‘muligvis’ ud sammenhængen som resultateren er sat op i, og der står: ‘Nyt studie viser ….!’ Her skal du huske din kildekritik.

Et godt fif er at kigge efter ‘kan’. Stort set alt kan lade sig gøre, forklare eller forekomme, men det er ikke det samme som, at det er korrekt.

I bogen ‘Farligt’ får du et lynkursus i farlig journalistik:

Første lektion (af fire) – om ordet kan: Hvis du har tænkt dig at forudsige dommedag (økonomiens sammenbrud, virussets katastrofale spredning, terrorens komme …), så husk at bruge ordet kan. At noget kan ske. Det er et fantastisk ord. Se bare: År-2000-problemet kan føre til døde patienter, åbne fængselsporte og vildfarne russiske missiler.

Foreløbige undersøgelser kan vise noget, eller måske kan de ikke….

8) Kildekritik af økonomiske, politiske og faglige interesser ved data eller studie?

Interesseorganisationer, NGOer, fagforeninger, firmaer og konsulenthuse udkommer i et væk med rapporter, der konkluderer opsigtsvækkende nyheder. Eller faktisk er de sjældent så opsigtsvækkende, når man kender deres økonomiske, politiske eller faglige ståsted.

Men ofte viderebringes deres konklusioner på undersøgelser ukritisk i pressen. Eller det fortaber sig i hvert fald ofte hvem eller hvad, der står bag den opsigtsvækkende undersøgelse.

At man udøver kildekritik rettet mod intereserne bag en rapport eller et fagligt indspark er ikke det samme som at sige, at den viden som interesseorganisationer og dets lige sender ud er uinteressant og ‘løgn og latin’.

Det skal blot forstås i konteksten, og ofte gælder devisen ‘som man spørger får man svar’.

9) Er eventuelle eksperter uafhængige?

Medierne elsker eksperter, og vejen fra kilde til foretrukken ekspert på et område eller en sag er ofte kort. Hver sag, begivenhed eller problematik får ofte en eller flere eksperter i rampelyset igen og igen, som sagerne udvikler sig.

Og det er fint, og ofte går personernes faglighed længere end deres politiske, økonomiske eller ideologiske platform.

Men ..! En ekspert fra Nationalbanken taler som udgangspunkt Nationalbankens sag. En menneskerettighedsforkæmper taler for menneskerettighederne. En økolog taler for økologi.

You get the picture.

Problemet er, at deres viden og ideologi er filtret sammen, og at de givetvis er nogle af dem, der ved mest om området.

Alligevel kræver det at man forholder sig kritisk til deres afhængighed af diverse egne interesser. Se afsnittet længere nede om personlige kilder herunder eksperter, partskilder og casepersoner.

Og tjek eventuelt denne nye opgørelse over mest brugte eksperter.

10) Dobbelttjek kilden – og udfør kildekritik selvom mediet er troværdigt

Troværdige medier fejler også, og derfor skal man altid være kritisk. Berlingske Tidende udsendte et dementi og en række rettelser efter at have videregivet oplysninger fra en rapport fra Integrationsministeriet om tredjegenerationsindvandrere.

Miseren var et miskmask af lidt for politisk vinklet sprog i en pressemeddelelse og en lidt for blind tro fra Berlingske Tidendes side til ministeriet.

Et dobbeltdobbelt-tjek ville have været på sin plads.

11) Hvilken type kilde kommer personlige udsagn fra?

Enhver god journalistisk historie har kilder, og ofte er det en blanding af skriftlige kilder og en række personlige kilder. Det kan fx være en rapport, en professor, en politiker og en case-person (hvis fx rapporten er om overførselsindkomst kan casepersonen være en kontanthjælpsmodtager).

De tre personer i det tænkte eksempel ovenfor falde i hver sin kategori.

Professoren er en såkaldt ekspert-kilde. Vi har ingen grund til at tro, at han har andet formål end at fremlægge sine forskningsresultater på et område, så nøgternt som muligt. Desuden er universiteters peer-review og andre kontrolinstanser (umiddelbart) garant for forsning efter gængse videnskabelige metoder.

Politikeren er en såkaldt parts-kilde. Vi har al mulig grund til at tro, at politikeren leder efter fakta, der kan bakke sit synspunkt op – hvadenten det er højere eller lavere kontanthjælp eller noget helt fjerde. Politikeren er med andre ord partisk. Det er ikke det samme som at han er uinteressant som kilde. Han må blot ikke være vores eneste, da vi ikke kan stole på at han fremfører for og i mod sit eget synspunkt. (se eventuelt punkt 9)

Kontanthjælpsmodtageren er en såkaldt erfaringskilde: Han er en der har prøvet det på egen krop, og er derfor ekspert, MEN kun på sin egen historie. Erfaringskilder – også kaldet case-personer – er meget brugte, da de ofte er gode til at skabe identifikation for læsere og seere af fx en ny rapport eller politisk beslutning.

Vær hele tiden opmærksom på, hvilken status kilderne i en historie eller nyhed har. Det sker ofte at en parts-kilde efter tredje eller fjerde interview langsomt transformerer sig til en ekspert-kilde. Det er for eksempel sket for Stig Elling fra Star Tour eller Helge Pedersen fra Nordea.

Man skal bare huske, at selvom man er ekspert, hvilket begge de herrer er, så er de stadig parts-kilder, der bakker professionelle synspunkter op.

12) Gå så vidt muligt tilbage til den oprindelige kilde (fx rapport, undersøgelse, forskningsresultat)

Og meget apropos punkt 10: Så find meget gerne selv den oprindelige rapport, undersøgelse eller forskningsresultat, som der henvises til eller tolkes på. Ofte er udsagn eller resultater taget ud af en kontekst og gengivet i det uendelige, indtil ingen ved at resultaterne og udsagnene skal tages med forbehold.

Der sker nemlig meget med tal, udsagn og oversættelser i bearbejdede rapporter, og, som nævnt. er der ofte ting udeladt eller tolket i en eventuel viderebringelse. Virkeligheden er nemlig oftest mere kompleks (og kedelig) end avisernes forsider kan bære.

God fornøjelse med din kildekritik.