12 tips, tricks og hacks til LinkedIn

Der er masser af muligheder for at styrke din profil på LinkedIn, og her finder du nogle af de bedste tips, trick og hacks til din brug af LinkedIn i 2020.

LinkedIn buldrer frem, og platformen bliver vigtigere og vigtigere for dit professionelle liv i 2020. Derfor er det godt at kende smuthuller, tips, tricks og hacks til en bedre profil og generel brug af LinkedIn.

Den her guide er til dig, der allerede har en profil på LinkedIn , og som kender de gængse funktioner. Men måske kender du ikke dem alle?

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan du bedst bruger LinkedIn? Og hvordan du med små ændringer i din profil kan gøre dig mere attraktiv og søgbar for potentielle arbejdsgivere, samarbejdspartnere og kunder?

Udover ofte at være til stede på platformen og interagere, er der en del, du kan gøre behind-the-scene for at fremstå skarpere.

Siden Microsoft i 2016 købte LinkedIn er der nemlig sket meget godt for platformen, der – på trods af stor succes – haltede efter andre sociale netværk i kloge funktioner og god brugervenlighed.

Men i dag er mange af de intuitive funktioner, vi kender fra Facebook og Twitter, også rykket ind på LinkedIn – der på verdensplan har mere end 600 millioner brugere – hvoraf 2.200.000 er danskere.

 

Tips, tricks og LinkedIn-hacks i 2020

Herunder er samlet et par tips, tricks og hacks, som får din profil til at skille sig ud på den fede måde på LinkedIn, og giver dig synlighed på netværket.

1. Opdater din headline via mobil-appen

Selvom du allerede har en velfungerende profil med en god, fængende og informativ headline, er der stadig et lille trick til at få mere med.

Det er nemlig sådan – af uransagelige årsager – at du kan skrive en markant længere headline, hvis du gør det via din mobilapp fremfor på computeren.

Det giver dig mulighed for at være mere kreativ og eventuelt fortælle skæve, fængende fakta om dig som professionel profil.

2. Opret begivenheder – ligesom på Facebook

LinkedIn har som nævnt hængt efter Facebook på brugervenlighed. Det gælder også på et fuldstændigt indlysende punkt – nemlig oprettelse af begivenheder (LinkedIn Events). Funktionen var der, så var den væk – og nu er den der igen.

Og nu er den der også på den danske version (indtil nytår 2019 skulle man indstille sit sprog til engelsk for at benytte funktionen)

Events ligger i venstre side på din ‘startside’ lige over Hashtags, du følger.

3. Brug hashtags

Og apropos hashtags: Brug dem!

Den effektive indeksering af opslag og profiler, der især er kendt fra Twitter, har i rygende hast fundet vej til LinkedIn. Hvis du er i tvivl om, hvilke hashtags der er brugbare for dig, kan du tjekke denne guide.

Men husk ikke at bruge for mange – så får du hug af algoritmen.

4. GIFs til opdateringer

Ikke mange gør det på LinkedIn, men hvorfor ikke bruge GIFs til at fange folks opmærksomhed? Det er  først inden for de senere år, at det rigtigt fungerer på LinkedIn, og som professionel netværker er der selvfølgelig grænser for, hvor tåbelig man skal tage sig ud.

Men GIFs fænger, kan være elegante og viser produkter godt – og du kan let lave dem selv på fx giphy.com. Så kan dine fotos eller videoer fange opmærksomhed og være unikke.

(Du kan desuden med lidt snilde få din virksomheds profilfoto til at være en GIF…!)

5. Se dine forbindelsers aktivitet

Tilstedeværelse er alfa omega for at få det bedste ud af LinkedIn, men du kan jo ikke brug al din vågne tid på scrolle dit feed igennem. Desuden bliver vi let distraheret (hvilket jo er meningen fra LinkedIns side), når vi tjekker op på vores forbindelser.

For mit eget vedkommende sker det derfor ofte, at jeg falder over noget, som jeg gerne vil tjekke op på senere – men da er det væk fra mit feed. Ofte husker jeg dog, hvem der postede det.

De fleste profiler giver dig lov til at se deres aktivitet, og her finde deres kommenter, post eller deling.

Som regel ligger Aktivitet og artikler under folk ‘Om’-sektion.

6. ‘Mention’ relevante personer – også selvom LinkedIn ikke lige kan finde dem til dig

Indrømmet. Det er lidt frækt, men hvorfor ikke udnytte at du kan tagge de ‘store kanoner’ inden for din branche, der er på LinkedIn, når du deler noget, der kunne være interessant for ham, hende eller dem?

Umiddelbart lader LinkedIn dig kun ‘mention’ dem som LinkedIn kan finde frem til dig, men med lidt finesse kan du tagge alle fra Nationalbank-direktøren til Kim Kardashian selvom LinkedIn ikke forstår dig umiddelbart.

Det er ikke sikkert de deler og liker, men det kan der jo sagtens være andre der gør, hvis det er relevant for dem.

Anyways. Du gør det således:

Når du har skrevet navnet (og selvfølgelig har sat et @ foran), skal du begynde at skrive noget, der er indlysende om personens profil – en form for nøgleidentifikator fx it-konsulent, direktør eller selvstændig.

Wupti! Hvis du har stavet hans eller hendes navn rigtigt, dukker forslaget opslaget op, selvom LinkedIn ikke kunne finde det i første omgang.

HUSK: Lad være med at misbruge funktionen, da LinkedIns algoritme straffer gentagne ‘mentions’ i 2. og 3. led. Find derfor hellere folk i 1. led, der har mange følgere.

Se desuden ekstratips om ‘mentions’ i bunden. ⬇

7. Lav en tilpasset url

Hele ideen med LinkedIn er at blive fundet nemt, og du skal selvfølgelig have en skræddersyet url (webadresse) til din LinkedIn-profil – det er godt for din forfængelighed, men også for din synlighed i søgemaskinerne (SEO)

Så istedet for at der i din og andres browser står fx linkedin.dk/in/dit_navn-yrh65N7768 kan der fx stå www.linkedin.com/in/navn-efternavn/ – lidt mere tjekket – også når du findes digitalt uden for LinkedIn.

Du går ind på din profil, og klikker til venstre på Rediger offentlig profil og URL – derefter giver det sig selv.

8. Optimer din profil til SEO

Apropos søgemaskiner er især Google rigtig glad for LinkedIn, og derfor bør du SEO-optimere din profil herunder især din headline. Konkret betyder det, at du skal bruge de ord, som folk faktisk søger på (få en introduktion her – søgeord er en videnskab for sig).

Groft sagt søger folk ikke på ‘karismatisk tastaturgeneral med dynamit i fingrene og masser af humor’, når de skal finde en ny medarbejder, vel?

Derimod er det ikke helt galt, at nogle kunne søge efter en ‘erfaren økonomikonsulent med lederevner’.

Det er en kunstart, at skrive en fængende headline, der skiller sig ud. Det overliggende råd må derfor være at skrive levende og koncist. Og test din headline på venner og kollegaer: Ville de søge på det, for at finde dig?

9: Få feedback på dit profilfoto

Ser du kompetent ud eller ligner du en undskyldning for dig selv på dit profilfoto? Vi tror, vi ved det – men det gør vi bare overhovedet ikke.

Der er heldigvis hjælp at hente med photofeeler.com. Her vurderer man andre profilfotos mod at ens eget bliver ‘ratet’ på forskellige parametre.

Tjek det ud – og få testet dit profilfoto.

10: Få …. DIT NAVN ….. i fokus, når du bliver tagget.

Et sjovt tip handler om synlighed, når du som enkeltindivid bliver tagget i et opslag. Her kan du lave …. ANDY FOOTE…-finten – hvilket vil sige …… DIT NAVN …. med versaler.

Det virker måske voldsomt, men du står ret meget ud, når nogen tagger alle deltagere på dagens konference. Eller hvis du bliver tagget alene.

Se selv her.

11. Send beskeder til dem, hvis feed du gerne vil dukke op i

LinkedIn forsøger hele tiden at justere sin algoritme, så den giver mest mulig værdi til brugerne, og de derfor bliver hængende. En af måderne at fortælle LinkedIn, at du gerne vil være en del af en andens netværk, er at skrive en besked igennem LinkedIns beskedsystem.

Hvis I har en korrespondance der, er I nok også interesserede i at følge hinandens andre aktiviteter på platformen – tænker LinkedIn, der derfor har større tendens til at sende noget af din aktivitet i dine LinkedIn-pennevenners feed.

12. Lad være med at sende potentielle kunder videre til din konkurrenter

Normalt handler sociale medier om at være gavmild. Jo, mere du deler af dig selv, jo mere interaktion og trafik får du: Giving is the new taking!

Men … der er ingen grund til ligefrem at sende potentielle kunder, samarbejdspartnere og arbejdsgivere videre til dine konkurrenter. Du kan ihvertfald tænke over, om du vil.

Som standard dukker der en lille sidebar op, når folk besøger din profil i tilfælde af, at man ikke fandt præcis det man søgte.

Som sagt behøver du jo ikke friste potentielle arbejdsgivere eller kunder med din konkurrenter, så den sidebar kan du fjerne, hvis du vil. Gå ind på din under privatliv -> Sådan ser andre din profil og netværksoplysninger -> Folk kiggede også på (og slå sektionen fra)

Var det det, tænker du måske?

Nej, ikke helt …

EKSTRA TIPS (opdateret maj 2020)

13: Variér dit feed

Husk at bruge skiftet mellem ‘Mest populære’ og ‘Seneste’ øverst i dit feed.

På den måde varierer du, hvilket indhold du bliver præsenteret for, og måske dukker flere relevante (og glemte) forbindelser op.

14: Lav ‘mentions’ som det første i opdateringer

Skriv dine ‘mentions’ (for eksempel @darthVader) som det første, når du skal lave en opdatering. Indsæt eller skriv derefter din brødtekst, så den passer til, hvor du nævner personer. Du skal altså ikke nævne folk som det første i dine opdateringer, men blot få det element først på plads.

Årsagen er, at ‘mentions’ på LinkedIn kan bøvle en del, hvis man vil sætte dem ind som det sidste i sin opdatering.

Facebook og Twitter er ret gode til at komme med kvalificerede forslag til personer, man vil nævne, men det er LinkedIn ikke. Men hvis du fra start gør dig klart, hvem du vil nævne, og gør det med @ foran, er du godt på vej til en effektiv opdatering.

Alt for ofte dropper mange at nævne samarbejdspartnere og kunder på grund af bøvlet, og går dermed glip af bedre rækkevidde.

15: Lav en afstemning på LinkedIn …. snart

LinkedIn ruller for tiden funktionen med afstemninger som vi kender fra Facebook og Twitter ud. Kun få i Danmark har dem. Se om du er en af de heldig øvert, hvor du laver dine opdateringer? Hvis, så brug funktionen! Jeg er ikke selv så heldig at have den endnu.

Men når jeg får den, opdaterer jeg denne guide… 😉

Det var det, jeg lige kunne finde frem – men kontakt mig gerne med flere tips og tricks, hvis du tænker der mangler nogle!

Du er selvfølgelig også velkommen til at dele indlægget … på LinkedIn.